Kitabı oxu: «Peer Gynt / Пер Гюнт», səhifə 2
Flænge ham!
Smeden
(spytter i hænderne og nikker til Åse.)
Hænge ham!
Åse
Hvad! Hænge min Peer! Ja, prøv om I tør; —
Åse og jeg, vi har tænder og klør!
Hvor er han?
(råber henover tunet.)
Peer!
Brudgommen
(kommer løbende.)
Å, Guds død og plage!
Kom, faer og moer, og —!
Faderen
Hvad er ivejen?
Brudgommen
Tænk, Peer Gynt —!
Åse
(skriger.)
Har de taget ham afdage?
Brudgommen
Nej, Peer Gynt —! Se, opover hejen —!
Mængden
Med bruden!
Åse
(lader kæppen synke.)
Det ubæst!
Smeden
(som himmelfalden.)
I bratteste fjeldet
klyver han, ja-Gud, på gedens vis!
Brudgommen
(grædende.)
Han bær' hende, moer, s
om en bær' en gris!
Åse
(truer op til ham.)
O, gid du faldt ned og —!
(skriger i angst.)
Træd varsomt i hældet!
Hægstadbonden
(kommer barhovedet og hvid af vrede.)
Jeg tager hans liv for det bruderov!
Åse
Å, nej Gud straffe mig om I får lov!
Anden handling
(En trang fjeldsti højt oppe. Det er tidlig morgen.)
(Peer Gynt går ilsomt og uvilligt langs stien. Ingrid, halvt brudepyntet, søger at holde ham tilbage.)
Peer Gynt
Gå ifra mig!
Ingrid
(grædende.)
Efter dette! Hvor?
Peer Gynt
Så langt du vil for mig.
Ingrid
(vrider hænderne.)
O, hvad svig!
Peer Gynt
Unyttig trætte.
Hver får gå sin egen vej.
Ingrid
Brot – og brot igen os binder!
Peer Gynt
Djævlen stå i alt, som minder!
Djævlen stå i alle kvinder, —
uden en —!
Ingrid
Hvem er den ene?
Peer Gynt
Ikke dig.
Ingrid
Hvem er det da?
Peer Gynt
Gå! Gå did du kom ifra!
Fort! Til faer din!
Ingrid
Kære, vene —!
Peer Gynt
Ti!
Ingrid
Du kan umuligt mene,
hvad du siger.
Peer Gynt
Kan og vil.
Ingrid
Lokke først, – og så forskyde!
Peer Gynt
Og hvad kår har du at byde?
Ingrid
Hægstad gård og mere til.
Peer Gynt
Har du salmebog i klædet?
Har du guldfaks over nakken?
Skotter du nedover spredet?
Holder du din moer i stakken?
Svar!
Ingrid
Nej; men —?
Peer Gynt
Gik du til presten
nu ivår da?
Ingrid
Nej, men Peer —?
Peer Gynt
Har du blygsel over øjet?
Kan du nægte, når jeg beer?
Ingrid
Kors; jeg tror, hans vid er fløjet —!
Peer Gynt
Blir der helg, når en dig ser?
Svar!
Ingrid
Nej, men —
Peer Gynt
Hvad er så resten!
(vil gå.)
Ingrid
(træder ivejen.)
Ved du, det er halsløs dåd,
hvis du sviger?
Peer Gynt
Får så være.
Ingrid
Du kan vinde gods og ære,
hvis du taer mig —
Peer Gynt
Har ej råd.
Ingrid
(brister i gråd.)
O, du lokked —!
Peer Gynt
Du var villig.
Ingrid
Trøstløs var jeg!
Peer Gynt
Jeg var yr.
Ingrid
(truende.)
Ja, men boden blir dig dyr!
Peer Gynt
Dyrest bod får kaldes billig.
Ingrid
Står du fast ved dit?
Peer Gynt
Som sten.
Ingrid
Godt; så se da, hvem som vinder!
(går nedover.)
Peer Gynt
(tier en stund; med et skriger han):
Djævlen stå i alt, som minder!
Djævlen stå i alle kvinder!
Ingrid
(drejer hovedet og råber hånligt op):
Uden en!
Peer Gynt
Ja; uden en.
(de går hver sin vej.)
(Ved et fjeldvand; det er blødt og myrlændt omkring. Et uvejr trækker op.)
(Åse, fortvivlet, råber og ser sig om til alle sider. Solvejg har ondt for at holde skridt med hende. Indflytterfolkene og Helga et stykke bagefter.)
Åse
(fægter med armene og river sig i håret.)
Alting er imod mig med vredens vælde!
Himmel og vand og de stygge fjelde!
Himlen vælter skodde for at forvilde ham!
Det lumske vand vil ved livet skille ham!
Fjeldene vil slå ham med skred og rap; —
og så menneskene! De er ude på drab!
Nej-Gud om de skal! Jeg kan ikke miste ham!
O, den bytting; at fanden skulde friste ham!
(vender sig til Solvejg.)
Ja, er det ikke rent utænkeligt sligt? —
Han, som stødt for med løgn og digt; —
han, som bare i munden var stærk;
han, som aldrig har prøvet et dugeligt værk; —
han —! En kunde både græde og le! —
O, vi holdt sammen i nød og ve.
Ja, for du skal vide, manden min drak,
for bygden rundt med dårskab og snak,
ødte og trådte vor velstand under fod.
Og imens sad jeg og Vesle-Peer hjemme.
Vi vidste ikke bedre råd, end at glemme;
for det falder mig så svært at stå rigtig imod.
Det er så fælt at se skæbnen under øjne;
og så vil en jo gerne ryste sorgerne af sig,
og prøve som bedst at skyde tankerne fra sig.
En bruger brændevin, en anden bruger løgne;
å, ja! så brugte vi eventyr
om prinser og trolde og alleslags dyr.
Om bruderov med. Men hvem kunde tænkt,
de fandens rægler skulde i ham hængt?
(forfærdet igen.)
Hu, for et skrig! Det er nøkken eller draugen!
Peer! Peer! – Deroppe på haugen —!
(løber op over en liden højde og ser over vandet. Indflytter-folkene kommer til.)
Åse
Ikke spor at se!
Manden
(stille.)
Det er værst for ham.
Åse
(grædende.)
Ak, min Peer! Mit fortabte lam!
Manden
(nikker mildt.)
Ja, rigtig. Fortabt.
Åse
Nej, snak ikke slig!
Han er så glup. Der er ingen ham lig.
Manden
Du dårlige kvinde!
Åse
Å-ja, å-ja;
jeg er dårlig; men gutten er bra'!
Manden
(altid dæmpet og med milde øjne.)
Hans sind er forhærdet; hans sjæl er tabt.
Åse
(angst.)
Nej, nej da! Så hård er Vorherre knapt!
Manden
Tror du han kan for sin syndegæld sukke?
Åse
(ivrig.)
Nej, men han kan ride i luften på bukke!
Konen
Kors, er I gal?
Manden
Hvad siger I, moer?
Åse
Ingen gerning er ham for stor.
I skal se, får han bare leve så længe —
Manden
Bedst var det, I så ham i galgen hænge.
Åse
(skriger.)
Kors i Jesu navn!
Manden
Under mestermands hænder
tør ske, at hans sind sig til anger vender.
Åse
(fortumlet.)
Å, I snakker mig snart i svime!
Vi må finde ham!
Manden
Frelse hans sjæl.
Åse
Og krop!
Sidder han i myren, må vi drage ham op;
er han bergtagen, må vi efter ham kime.
Manden
Hm! – Her er fævej —
Åse
Gud lønne jer rigt,
at I hjælper mig tilrette!
Manden
Det er kristenpligt.
Åse
Tvi; da er de hedninger, alle de andre!
Der var ikke en, som med vilde vandre —
Manden
De har kendt ham for godt.
Åse
Han var dem for gild!
(vrider hænderne.)
Og tænk, – og tænk, hans liv står på spil!
Manden
Her er spor af mandefod.
Åse
Her må vi lede;
Manden
Under sæteren vor vil vi flokken sprede.
(han og konen går foran.)
Solvejg
(til Åse.)
Fortæl mig lidt mere.
Åse
(tørrer øjnene.)
Om sønnen min?
Solvejg
Ja; —
alting!
Åse
(smiler og knejser med nakken.)
Alting? —
Træt blev du da!
Solvejg
Før blir I træt af talen at føre,
end jeg af at høre.
(Lave træløse højder opunder fjeldvidden; tinder længere borte. Skyggerne falde lange; det er sent på dagen.)
Peer Gynt
(kommer i fuldt sprang og standser i bakken.)
Hele sognet er efter i flok!
De har væbnet sig både med rifle og stok.
Fremst kan en høre
Hægstadgubben tude. —
Nu spørges det vidt, at Peer Gynt er ude!
Det er noget andet end at baske med en smed!
Det er liv! En blir bjørn i hvert et led.
(slår om sig og springer ivejret.)
Bryde, vælte, stemme fossen imod!
Slå! Rykke furuen op med rod!
Det er liv! Det kan både hærde og højne!
Til helved med alle de vasne løgne!
Tre sæterJenter
(løber over bakkerne, skrigende og syngende.)
Trond i Valfjeldet! Bård og Kåre!
Troldpak!
Vil I sove i armene vore?
Peer Gynt
Hvem skriger I efter?
Jenterne
Efter trold! Efter trold!
Første jente
Trond! Far med lempe!
Anden jente
Bård! Far med vold!
Tredje jente
I sælet står alle koverne tomme!
Første jente
Vold er lempe!
Anden jente
Og lempe er vold!
Tredje jente
Fattes der gutter, en leger med trold!
Peer Gynt
Hvor er gutterne da?
Alle tre
(skoggerleende.)
De kan ikke komme!
Første jente
Min kaldte mig både for kærest og frænke.
Nu er han gift med en halvgammel enke.
AndEn jente
Min mødte en tatertøs nord i lien.
Nu traver de to på fantestien.
Tredje jente
Min tog løsungen vor afdage.
Nu står hans hoved og griner på en stage.
AndEn jente
Trond i Valfjeldet! Bård og Kåre!
Troldpak! Vil I sove i armene vore?
Peer Gynt
(står med et spring imellem dem.)
Jeg er tre hoders trold,
og tre jenters gut!
Jenterne
Er du slig karl, du?
Peer Gynt
I får dømme til slut!
Første jente
Til sælet! Til sælet!
Anden jente
Vi har mjød!
Peer Gynt
Lad den flomme!
Tredje jente
Denne lørdagsnat skal ingen kover
stå tomme!
Anden jente
(kysser ham.)
Han gnistrer og sprutter som glohede jernet.
Tredje jente
(ligeså.)
Som barneøje fra svarteste tjernet.
Peer Gynt
(danser i flokken.)
Hugen sturen og tanken kåd.
I øjet latter; i halsen gråd!
Jenterne
(gør lange næser mod bergnuterne, skriger og synger.)
Trond i Valfjeldet! Bård og Kåre!
Troldpak! – Fik I sove i armene vore?
(de danser bortover højderne med Peer Gynt imellem sig.)
(Mellem Ronderne. Solnedgang. Skinnende snetoppe rundt om.)
Peer Gynt
(kommer yr og forvildet.)
Slot over slot sig bygger!
Hej, for en skinnende port!
Stå! Vil du stå! Det rygger
længer og længere bort!
Hanen på fløjen løfter
vingerne sine til flugt; —
alt blåner sig bort i kløfter,
og berget er låst og lukt. —
Hvad er det for stammer og rødder,
som vokser af åsens spræk?
Det er kæmper med hegrefødder!
Nu dåner de også væk.
Det vimrer, som regnbustrimer;
det skær mig i sind og syn.
Hvad er det, som langvejs kimer?
Hvad vægt på mit øjenbryn!
Hu, hvor det værker i panden. —
En brændende glohed ring —!
Jeg kan ikke mindes, hvem fanden
der bændte mig den omkring!
(segner ned.)
Flugt over Gendin-eggen.
Digt og forbandet løgn?
Opover bratteste væggen
med bruden, – og drukken et døgn;
jaget af høg og af glenter,
truet af trold og sligt,
turet med galne jenter; —
løgn og forbandet digt!
(stirrer længe opad.)
Der sejler to brune ørne.
Mod sør går de vilde gæs.
Og her skal jeg traske og tørne
i mudder og søl tilknæs!
(springer ivejret.)
Jeg vil med! Jeg vil vaske mig ren i
de hvasseste vindes bad!
Jeg vil højt! Jeg vil dukke mig ven i
det skinnende døbefad!
Jeg vil ud over sæterbøen;
jeg vil ride mig skær tilsinds;
jeg vil fram over salte sjøen,
og højt over Engellands prins;
Ja, glan kun, I unge Jenter;
min færd kommer ingen ved;
det er ikke gavn at I venter —!
Jo, kanske jeg svipper derned. —
Hvad nu da? De brune ørne —?
Jeg mener fanden dem tog! —
Der rejser sig gavlens hjørne;
det højnes i hver en krog;
det vokser sig op af gruset; —
se, porten vidåben står!
Ha, ha, nu kender jeg huset;
det er farfars nybygte gård;
Væk er de gamle klude;
væk gærdet, som stod for fald.
Det glittrer fra hver en rude;
der er lag i den store sal.
Der hørte jeg provsten klaske
med knivsryggen mod sit glas; —
der slængte kaptejnen sin flaske,
så spejlvæggen sprak i knas. —
Lad ødes; lad gå tilspilde!
Ti, moer; det er lige fedt!
Den rige Jon Gynt holder gilde;
Hurra for den gyntske æt!
Hvad er det for ståk og stønnen?
Hvad er det for skrig og skrål?
Kaptejnen råber på sønnen;
å, provsten vil drikke min skål.
Ind da, Peer Gynt, til dommen;
den lyder i sang og klang:
Peer Gynt, af stort est du kommen,
og til stort skalst du vorde engang!
(springer fremad, men render næsen mod et bergstykke, falder og blir liggende.)
(En lid med store susende løvtræer. Stjerner blinker gennem løvet; fugle synger i trætoppene.)
(En grønklædt kvinde går i liden. Peer Gynt følger efter under alleslags forelskede fagter.)
Den grønklædte
(standser og vender sig.)
Er det sandt?
Peer Gynt
(skærer med fingeren over struben.)
Så sandt, som jeg heder Peer; —
så sandt, som du er en dejlig kvinde!
Vil du ha'e mig? Du skal se, hvor fint jeg mig ter;
du skal hverken træde væven eller spinde.
Mad skal du få, så du er færdig at sprække.
Aldrig skal jeg dig i håret trække —
Den grønklædte
Ikke slå mig heller!
Peer Gynt
Nej, var det ligt?
Vi kongssønner slår ikke kvindfolk og sligt.
Den grønklædte
Er du kongssøn?
Peer Gynt
Ja.
Den grønklædte
Jeg er Dovrekongens datter.
Peer Gynt
Er du det? Se, se; det træffer jo godt.
Den grønklædte
Inde i Ronden har faer min sit slot.
Peer Gynt
Da har moer min et større, såvidt jeg fatter.
Den grønklædte
Kender du faer min?
Han heder kong Brose.
Peer Gynt
Kender du moer min?
Hun heder dronning Åse.
Den grønklædte
Når faer min er sindt, så sprækker fjelde.
Peer Gynt
De raper, bare moer min taer på at skælde.
Den grønklædte
Faer min kan spænde under højeste hvælven.
Peer Gynt
Moer min kan ride gennem strideste elven.
Den grønklædte
Har du anden klædning, end de fillerne der?
Peer Gynt
Hå, du skulde se mine søndagsklæer!
Den grønklædte
Jeg går til hverdags i guld og silke.
Peer Gynt
Det tykkes dog ligere stry og stilke.
Den grønklædte
Ja, der er et, du må komme ihug;
så er nu Rondefolkets skik og brug:
tvefold laget er alt vort eje.
Kommer du frem til min faders gård,
tør det hænde sig let, at du er påveje
til at tro, du i styggeste stenrøsen står.
Peer Gynt
Ja, er det ikke akkurat sligt hos os?
Alt guldet vil tykkes dig rusk og bos?
og kanske vil du tro, hver glittrende rude
er en bylt af gamle hoser og klude.
Den grønklædte
Svart tykkes hvidt,
og stygt tykkes vent.
Peer Gynt
Stort tykkes lidt, og skident tykkes rent.
Den grønklædte
(falder ham om halsen.)
Ja, Peer, så ser jeg,
vi to passer sammen!
Peer Gynt
Som benet og brogen; som håret og kammen.
Den grønklædte
(råber bort i liden.)
Brudehest! Brudehest! Kom, brudehesten min!
(En kæmpestor gris kommer løbende med en tougstump til grime og en gammel sæk til sadel. Peer Gynt svinger sig op og tager Den grønklædte foran sig.)
Peer Gynt
Hejsan! Vi skal stryge gennem Rondeporten ind!
Rap dig, rap dig, min ganger god!
Den grønklædte
(kælen.)
Ak, nylig gik jeg så stur og mod —.
Nej, en ved aldrig hvad der kan hændes!
Peer Gynt
(prygler grisen og traver afsted.)
På ridestellet skal storfolk kendes!
(Dovregubbens kongshal. Stor forsamling af hoftrolde, tomtegubber og hougmænd. Dovregubben i højsædet med krone og spir. Hans børn og >nærmeste slægtninge til begge sider. Peer Gynt står for ham. Stærk røre i salen.)
Hoftroldene
Slagt ham! Kristenmands søn har dåret
Dovregubbens veneste mø!
En troldunge
Må jeg skære ham i fingren?
En anden troldunge
Må jeg rive ham i håret?
En troldjomfru
Hu, hej, lad mig bide ham i låret!
Troldheks
(med en slev.)
Skal han lages til sod og sø?
En anden Troldhek
(med retterkniv.)
Skal han steges på spid eller brunes i gryde?
Dovregubben
Isvand i blodet!
(vinker sine fortrolige nærmere til sig.)
Lad os ikke skryde.
Vi er gået tilagters i de senere år;
vi ved ikke mer om det ramler eller står,
og folkehjælp skal en ikke fra sig skyde.
Desuden er gutten fast uden lyde,
og stærkbygget med, såvidt jeg ser.
Sandt nok, han har kun et eneste hode;
men datter min har jo heller ikke fler.
Tre hoders trolde går rent af mode;
selv tvehoder får en knapt øje på,
og de hoder er endda kun så som så,
(til Peer Gynt.)
Altså, det er min datter, du kræver?
Peer Gynt
Din datter og riget i medgift, ja.
Dovregubben
Det halve får du, imens jeg lever,
og det andet halve, når jeg engang
falder fra.
Peer Gynt
Det er jeg nøjd med.
Dovregubben
Ja, stop, min gut! —
du har også nogle tilsagn at give.
Brydes et af dem, er hele pagten brudt,
og du slipper ikke herfra ilive.
For det første må du love, at du aldrig ændser
hvad der ligger udenfor Rondernes grænser;
dag skal du sky, og dåd og hver lysbar plet.
Peer Gynt
Får jeg kaldes for konge,
så holdes det let.
Dovregubben
Dernæst, – nu vil jeg i kløgt
dig prøve —
(rejser sig i sædet.)
Det
ældste hoftrold
(til Peer Gynt.)
Lad se, om du har en visdomstand,
som kan Dovregubbens gådenødd kløve!
Dovregubben
Hvad er forskellen mellem trold og mand?
Peer Gynt
Der er ingen forskel, så vidt jeg ser.
Stortrold vil stege og småtrold vil klore; —
ligeså hos os, hvis bare de turde.
Dovregubben
Sandt nok; vi er ens i det og mer.
Men morgen er morgen og kveld er kveld,
så forskel blir der nu lige vel. —
Nu skal du høre hvad det er for noget:
Derude, under det skinnende hvælv,
mellem mænd det heder: «Mand, vær dig selv!»
Herinde hos os mellem troldenes flok
det heder: «Trold, vær dig selv – nok!»
Hoftroldet
(til Peer Gynt.)
Øjner du dybden?
Peer Gynt
Det tykkes mig tåget.
Dovregubben
«Nok», min søn, det kløvende, stærke
ord må stå i dit våbenmærke.
Peer Gynt
(river sig bag øret.)
Nej, men —
Dovregubben
Det må, skal du her vorde herre!
Peer Gynt
Ja, skidt; lad gå;
det er jo ikke værre —
Dovregubben
Dernæst må du lære at sætte pris
på vor jævne hjemlige levevis.
(han vinker: to trolde med svinehoveder, hvide nathuer, o. s. v. bringer mad og drikke.)
Koen giver kager og studen mjød;
spørg ej om den smager sur eller sød;
hovedsagen er, det får du ej glemme,
den er brygget herhjemme.
Peer Gynt
(støder sagerne fra sig.)
Fanden med eders hjemlige drik!
Jeg vænner mig aldrig til landsens skik.
Dovregubben
Bollen følger med, og den er af guld.
Hvo guldbollen ejer, ham er datter min huld.
Peer Gynt
(grundende.)
Der står jo skrevet:
Du skal tvinge din natur; —
og i længden falder drikken vel mindre sur.
Lad gå!
(føjer sig.)
Dovregubben
Se, det er fornuftigt sagt.
Du spytter?
Peer Gynt
En får håbe på vanens magt.
Dovregubben
Dernæst må du kaste dine kristenmands-klæder;
thi det skal du vide til vort Dovres hæder:
her er alting fjeldvirket, ingenting fra dalen,
undtagen silkesløjfen yderst på halen.
Peer Gynt
(vred.)
Jeg har ingen hale!
Dovregubben
Så kanst du få.
Hoftrold, bind ham min søndagshale på.
Peer Gynt
Nej, om du får!
Vil I gøre mig til nar?
Dovregubben
Bejl aldrig til datter min med bagen bar.
Peer Gynt
Gøre mennesker til dyr!
Dovregubben
Min søn, du fejler;
jeg gør dig bare til en høvelig bejler.
Du skal få en brandgul sløjfe at bære,
og det gælder her for den højeste ære.
Peer Gynt
(betænksomt.)
Der siges jo, mennesket er kun et fnug.
Og lidt får en lempes efter skik og brug.
Bind væk!
Dovregubben
Du est en medgørlig fyr.
Hoftroldet
Prøv nu, hvor fint du kan svanse og svinge!
Peer Gynt
(arrig.)
Hå, vil I endnu til mere mig tvinge?
kræver I også min kristenmands-tro?
Dovregubben
Nej, den kan du gerne beholde i ro.
Troen går frit; den lægges ingen told på;
det er skorpen og snittet en skal kende et trold på.
Bare vi er ens i lader og klædsel,
kan du gerne kalde tro, hvad vi kalder rædsel.
Peer Gynt
Du er dog, de mange vilkår tiltrods,
mere rimelig karl, end en skulde frygte.
Dovregubben
Min søn, vi trolde er bedre
end vort rygte;
det er også en forskel mellem jer og os. —
Dog, endt er gildets alvorlige del;
nu vil vi ører og øjne fryde.
Spillemø, frem! Lad Dovreharpen lyde!
Dansemø, frem!
Træd Dovrehallens fjæl!
(Spil og dans.)
Hoftroldet
Hvad tykkes dig?
Peer Gynt
Tykkes, hm! —
Dovregubben
Tal uden frygt.
Hvad ser du?
Peer Gynt
Noget ustyggelig stygt.
Med kloven slår en bjeldeko
et tarmestrængt spil.
I stuthoser tripper en purke dertil.
Hoftroldene
Æd ham!
Dovregubben
Husk, han har menneskesanser!
Troldjomfruer
Hu, riv af ham både øre og øje!
Den grønklædte
(grædende.)
Huhu! Sligt må vi høre og døje,
når jeg og søster min spiller og danser!
Peer Gynt
Åhå; var det dig? Lidt spøg i gildet,
det ved du, er aldrig så ilde ment.
Den grønklædte
Tør du bande på det?
Peer Gynt
Både dansen og spillet
var, katten klore mig, rigtig pent.
Dovregubben
Det er underligt med den menneskeart;
den hænger i så mærkværdigt længe.
Får den i dyst med os en flænge,
sætter den vel ar, men den heles snart.
Min svigersøn er nu så føjelig som nogen;
villig har han kastet kristenmands-brogen,
villig har han drukket af mjødpokalen,
villig har han bundet bag på sig halen, —
så villig, kort sagt, til alt, hvad vi bad ham,
at trygt jeg tænkte, den gamle Adam
var engang for alle på porten jaget;
men se, med et har han overtaget.
Ja-ja, min søn, så må du i kur
mod denne hersens menneskenatur.
Peer Gynt
Hvad vil du gøre?
Dovregubben
I venstre øjet
jeg risper dig lidt, så ser du skævt;
men alt det du ser, tykkes gildt og gævt.
Så skærer jeg ud den højre ruden —
Peer Gynt
Er du drukken?
Dovregubben
(lægger nogle skarpe redskaber på bordet.)
Her ser du glasmestertøjet.
Spjeld skal du få, som den olme studen.
Da vil du skønne, hun er dejlig, bruden, —
og aldrig vil synet dit kverves, som før,
af trippende purker og bjeldekør —
Peer Gynt
Det er galmands snak!
Det
ældste hoftrold
Det er Dovregubbens tale;
han er den vise og du den gale!
Dovregubben
Tænk efter, hvor megen fortræd og plage
du kan fri dig for mellem år og dage.
Kom dog ihug, at synet er kilden
til grådens argende beske lud.
Peer Gynt
Sandt nok; og der står i huspostillen:
forarger dig øjet, så slå det ud.
Hør! Sig mig, når heles så synet igen
til menneskesyn?
Dovregubben
Ingensinde, min ven.
Peer Gynt
Nå, så! Ja, så siger jeg tak for mig.
Dovregubben
Hvad vil du udenfor?
Peer Gynt
Gå min vej.
Dovregubben
Nej, stop! Det er letvindt at slippe herind!
men udad går ikke Dovregubbens grind.
Peer Gynt
Du vil da ikke tvinge mig voldeligt?
Dovregubben
Hør nu, og vær fornuftig, prins Peer!
Du har gaver for troldskab.
Ikke sandt, han ter
sig allerede nu så temmelig troldeligt?
Og trold vil du være?
Peer Gynt
Ja-Gud vil jeg så.
For en brud og et velskøttet rige på købet
kan jeg finde mig i at noget går i løbet.
Men alting i verden er der måde på.
Halen har jeg taget, det er ganske sandt;
men jeg kan vel få løst, hvad det hoftrold bandt;
brogen har jeg kastet; den var gammel og lappet;
men jeg kan vel igen få den på mig knappet.
Og sagtens kan jeg også få losset båden
for denne dovriske levemåden.
Jeg skal gerne sværge på, en ko er en mø;
en ed kan en altid jo æde i sig; —
men det, at vide, at en aldrig kan fri sig,
at en ikke som et skikkeligt menneske
kan dø, at gå som et bergtrold
alle sine dage, —
dette her, at en aldrig kan træde tilbage,
som der står i bogen, det lægger du vind på;
men det er noget, som jeg aldrig går ind på.
Dovregubben
Nu bliver jeg, sandt for udyden, vred;
og da er jeg ikke til at gantes med.
Du dagblakke pilt! Ved du hvem jeg er?
Først så kommer du min
datter for nær —
Peer Gynt
Det er løgn i din hals!
Dovregubben
Du må hende ægte.
Peer Gynt
Tør du sige mig på, at —?
Dovregubben
Hvad? Kan du nægte,
hun var i din attrå og i din begær?
Peer Gynt
(blæser.)
Ikke andet? Hvem fanden hænger sig i sligt?
Dovregubben
Mennesket blir sig dog altid ligt.
Ånden bekender I alle med kæverne;
dog agtes kun det,
som kan fakkes med næverne.
Så du mener, at attråen intet gælder?
Vent; du skal snart få syn for sagn —
Peer Gynt
Du fisker mig ikke med løgnens agn!
Den grønklædte
Min Peer, du er faer før året hælder.
Peer Gynt
Luk op; jeg skal ud.
Dovregubben
I et bukkeskind
får du ungen efter dig.
Peer Gynt
(tørrer sveden af sig.)
Gid jeg var vågnet!
Dovregubben
Skal han skikkes til kongsgården?
Peer Gynt
Skik ham på sognet!
Dovregubben
Godt, prins Peer; den sagen blir din.
Men den ting er sikker, at gjort er gjort,
item at din afkom vil vokse;
sligt blandingskræ vokser
urimelig fort —
Peer Gynt
Gubbe, vær nu ikke strid som en okse;
Vær rimelig, jomfru! Tag mod forlig.
Du skal vide, jeg er hverken
prins eller rig; —
og enten du så vil måle eller veje mig,
kan du tro du vinder ikke stort ved a
t eje mig.
(den grønklædte får ondt og bæres ud af troldpiger.)
Dovregubben
(ser en stund på ham med høj foragt; derpå siger han):
Hiv ham i knas mod bergvæggen, børn!
Troldungerne
Å, faer, må vi først lege hubro og ørn!
Ulvelegen! Gråmus og gloøjet kat!
Dovregubben
Ja, men fort. Jeg er arrig og søvnig. Godnat!
(går.)
Peer Gynt
(jaget af troldungerne.)
Slip mig, djævelstøj!
(vil op gennem skorstenspiben.)
Troldungerne.
Tomtegubber! Nisser!
bid ham bag!
Peer Gynt
Au!
(vil ned gennem kælderlemmen.)
Troldungerne
Stæng alle ridser!
Hoftroldet
Hvor de morer sig, de små!
Peer Gynt
(kæmpende med en liden troldunge, som har bidt sig fast i hans øre.)
Vil du slippe, dit skarn!
Hoftroldet
(slår ham over fingrene.)
Tag varsomt, slyngel, på et kongeligt barn!
Peer Gynt
Et rottehul —!
(løber derhen.)
Troldungerne
Nissebroer!
Det må du spærre!
Peer Gynt
Den gamle var fæl; men de unge er værre!
Troldungerne
Flæng ham!
Peer Gynt
Ak; den der var liden, som en mus!
(løber om.)
Troldungerne
(myldrer omkring ham.)
Stæng gærde! Stæng gærde!
Peer Gynt
(grædende.)
Ak; var jeg en lus!
(falder om.)
Troldungerne
Nu i synet på ham!
Peer Gynt
(begravet i trolddyngen.)
Hjælp, moer, jeg dør!
(Kirkeklokker ringer langt borte.)
Troldungerne
Bjelder i fjeldet! Det er svartekjolens kør!
(Troldene flygter under bulder og hylende skrig. Hallen styrter sammen; alt forsvinder.)
(Bælmørke. Peer Gynt høres at hugge og slå omkring sig med en stor gren.)
Peer Gynt
Giv svar! Hvem er du?
(En stemme i mørket.)
Mig selv.
Peer Gynt
Af vejen!
Stemmen
Gå udenom, Peer! Den er stor nok, hejen.
Peer Gynt
(vil igennem på et andet sted,
men støder imod.)
Hvem er du?
Stemmen
Mig selv.
Kan du sige det samme?
Peer Gynt
Jeg kan sige hvad jeg vil; og mit sverd kan ramme!
Agt dig! Hu, hej, nu falder det knusende!
Kong Saul slog hundred; Peer Gynt slog tusende!
(slår og hugger.)
Hvem er du?
Stemmen
Mig selv.
Peer Gynt
Det dumme svar
kan du gemme; det gør ikke sagen klar.
Hvad er du?
Stemmen
Den store Bøjgen.
Peer Gynt
Nå, så!
Før var gåden svart; nu tykkes den grå.
Af vejen, Bøjg!
Stemmen
Gå udenom, Peer!
Peer Gynt
Igennem!
(slår og hugger.)
Han faldt!
(vil frem, men støder imod.)
Hå, hå! Er her fler?
Stemmen
Bøjgen, Peer Gynt! En eneste en.
Det er Bøjgen, som er død, og Bøjgen, som fik mén.
Det er Bøjgen, som er død, og Bøjgen, som lever.
Peer Gynt
(kaster grenen.)
Værget er troldsmurt;
men jeg har næver!
(slår sig igennem.)
Stemmen
Ja, lid på næverne; lid på kroppen.
Hi-hi, Peer Gynt, så rækker du toppen.
Peer Gynt
(kommer igen.)
Atter og fram, det er lige langt; —
ud og ind, det er lige trangt!
Der er han! Og der! Og rundt om svingen!
Ret som jeg er ude, står jeg midt i
ringen. —
Nævn dig! Lad mig se dig!
Hvad er du for noget?
Stemmen
Bøjgen.
Peer Gynt
(famler omkring.)
Ikke dødt. Ikke levende. Slimet; tåget.
Ingen skikkelse heller!
Det er som at tørne
i en dynge af knurrende halvvågne bjørne!
(skriger.)
Slå fra dig!
Stemmen
Bøjgen er ikke gal.
Peer Gynt
Slå!
Stemmen
Bøjgen slår ikke.
Peer Gynt
Kæmp! Du skal!
Stemmen
Den store Bøjgen vinder uden at kæmpe.
Peer Gynt
Var her bare en nisse, som kunde mig prikke!
Var her bare så meget, som et årsgammelt trold!
Bare noget at slås med.
Men det er her ikke. —
Nu snorker han! Bøjg!
Stemmen
Hvad godt?
Peer Gynt
Brug vold!
Stemmen
Den store Bøjgen vinder alting med lempe.
Peer Gynt
(bider sig i arme og hænder.)
Klør og flængende tænder i kødet!
Jeg må kende dryppet af mit eget blod.
(der høres som vingeslag af store fugle.)
Fugleskrig
Kommer han, Bøjg?
Stemmen i mørket.
Ja! fod for fod.
Fugleskrig
Alle systre langt borte! Flyv frem til mødet!
Peer Gynt
Skal du berge mig, jente, så gør det snart!
Glan ikke ned for dig, lud og bøjet. —
Spændebogen! Kyl ham den bent i øjet!
Fugleskrig
Han vimrer!
Stemmen
Vi har ham.
Fugleskrig
Systre! Skyd fart!
Peer Gynt
For dyrt, at købe sig livet til
for slig en times tærende spil.
(synker sammen.)
Fuglene
Bøjg, der stupte han! Tag ham! Tag ham!
(Klokkeringning og Salmesang høres langt borte.)
Bøjgen
(svinder ind til intet og siger i et gisp.)
Han var for stærk. Der stod kvinder
bag ham.
(Solopgang. På fjeldet udenfor Åses sæterstue. Døren er stængt; alting øde og stille.)
(Peer Gynt ligger sovende udenfor sætervæggen.)
Peer Gynt
(vågner, ser sig om med et sløvt og trægt øjekast. Han spytter.)
Den, som havde sig en ramsaltet sild!
(spytter igen, i det samme ser han Helga, der kommer med en nistebomme.)
Hå, unge, er du her? Hvad er det, du vil?
Helga
Det er Solvejg —
Peer Gynt
(springer op.)
Hvor er hun?
Helga
Bag sætervæggen.
Solvejg
(skjult.)
Kommer du nær, så sætter jeg på sprang!
Peer Gynt
(standser.)
Kanske du er ræd, jeg skal ta'e dig i fang?
Solvejg
Skam dig!
Peer Gynt
Ved du, hvor jeg var inat? —
Dovregubbens datter er efter mig, som klæggen.
Solvejg
Da var det vel, der blev ringet med klokker.
Peer Gynt
Peer Gynt er ikke den gut, de lokker. —
Hvad siger du?
Helga
(grædende.)
Å, hun taer benene fat!
(løber efter.)
Vent!
Peer Gynt
(griber hende i armen.)
Se her, hvad jeg har i lommen!
En sølvknap, unge! Den skal du få,
bare snak godt for mig!
Helga
Slip; lad mig gå!
Peer Gynt
Der har du den.
Helga
Slip; der står nistebommen!
Peer Gynt
Gud nåde dig, hvis du ej —!
Helga
Uf, du skræmmer mig!
Peer Gynt
(spag; slipper hende.)
Nej, jeg mente: bed, at hun ikke
glemmer mig!
(Helga løber.)
